Forord

Hvorfor nu modeljernbane?
Vi har vel alle som drenge på et eller andet tidspunkt enten haft, eller har kendt nogen som havde, en modeljernbane. Fascinationen var stor, når lokomotivet trak den flade godsvogn og tipvognen rundt i den lille cirkel der for nogle heldige med tiden blev udvidet med et sporskifte og en stopbom.
For stor set alle sluttede legen med ungdomstiden og hos de fleste blev legen glemt mens den for andre blot lå og ventede på at dukke op til overfladen igen.
Således også hos mig. Toget blev pakket sammen og overdraget en af vennerne, der i øvrigt senere tog det frem igen til ære for sin søn. Jeg, derimod, havde ikke mere modeltog og så det i øvrigt ikke som nogen mangel. Og så alligevel. For der var mange små signaler. Jeg tog med på et par veterantogsudflugter, studerede Hovedbanegårdens MJ-anlæg  og diverse vinduesudstillinger.
Og så, efter 30 år, besluttede jeg mig til at genoptage hobbyen, men på nogle andre præmisser; jeg ville nemlig ikke køre modelbane men koncentrere mig om det  rullende materiel.
Dette i en erkendelse af, at det nok egentlig var det, der altid havde tiltalt mig mest ved hobbyen, jeg mener, hvis en togstamme er nået tilbage til udgangspunktet, hvori ligger den næste udfordring?
Det rullende materiel, derimod, er en  fascinerende størrelse,  med modeller man for 30 år siden kun kunne drømme om. Dengang var det vildeste Märklins MY samt Limas Mz.
Ergo valgte jeg at blive ”vitrinekører”, med udgangspunkt i dansk materiel, fortrinsvis fra DSB. Hvorhen udviklingen bringer mig vil fremtiden vise.