Farver hos DSB

DSB’s personvogne har lige siden ”nationaliseringen” i 1867 og frem til designprogrammets indførelse været malet i en brunlig kulør med svagt røde og violette anstrøg. Den nøjagtige nuance har varieret en del gennem tiden afhængig af hvilket pigment og malingstype man har anvendt.
Oprindelig blev malingen angivet i diverse leveringsbetingelser som ”caput mortuum”, hvilket er et specifikt farvestof, udvundet af benmel og slige sager. Senere er farven formentlig blevet justeret løbende, da man formentlig senere har blandet andre farver i, såsom rene røde og violette nuancer da nye kunstigt fremstillede pigmenter fremkom. At man valgte denne farve til vognene skyldtes nok snarere omkostningsbevidsthed end at man foretrak vogne i brunlig kulør, da pigmentet dels var relativt billigt, dels var holdbart.

Oprindelig var lyntogene malet med andre farver end andet materiel. Farverne var inspireret af rutebilerne og vognkassernes røde farve var da også den samme. Undervognen på lyntog var ikke malet sort eller grå, men i en mørk brun farve. Taget var malet i en mørk grå farve, der var væsentlig mørkere end den ”normale” grå tagfarve man anvendte på brunmalede personvogne. De hvide striber var ”elfenbensfarvede” (omtrent RAL 1015) og samme nuance gik senere igen på striberne på MY, MX og MZ-lokomotiverne.

Både farven på personvogne og godsvogne udspringer af samme grundfarvestof: caput mortuum. I 1880'erne er der i DSB's leveringsbetingelser til Jylland/Fyn angivet samme farve til begge typer køretøjer. Hvornår farven på godsvogne er blevet mere "brun" og personvognsfarven mere "rød-violet" er ikke fuldt opklaret, men er muligvis noget der gradvist er sket ved at man har blandet mere af de "finere" pigmenter i personvognsfarven og mere af det "billige" i farven til godsvognene. siden 1929, da DSB begyndte på et farvekort til brug i værkstederne og til brug for leverandørerne af pigment og færdigmaling, har DSB's farve på godsvogne været meget lig RAL 8016, der også har været anvendt på ÖBB's godsvogne. Dog er der noget der tyder på at man omkring 1960 i en periode eksperimenterede med en lysere maling, muligvis inspireret af UIC, der også sørgede for forsøg med mere bestandig overfladebehandling. Omkring 1970 ændrede man farven på DSB nyleverede godsvogne til en mere olivengrøn nuance.

I takt med landbrugets udvikling, herunder eksport og etablering af andelsvirksomheder, kom der et stigende behov for godsvogne specielt indrettet til forsendelse af letfordærvelige varer, såsom mælke- og kødprodukter. Udover specielle ventilationsindretninger og for nogle vogntypers vedkommende, isafkøling, var en af måderne at holde temperaturen inden i vognene på et acceptabelt niveau at male vognkassen hvid. Også tagbeklædningen søgte man at holde i en lys farve, hvadenten det var ved at male lærredsbeklædningen i lys farve eller overstrø tagpapproduktet med for eksempel knuste østersskaller.

DSB's designprogram blev præsenteret i 1972, men den røde farve blev allerede besluttet året forinden. De første nyleverede vogne med den ændrede kulør var Bn-vognene, hvor DSB midt i den første serie af disse meddelte Scandia at man skulle gå fra den brune til den røde. De første Bn-vogne i den røde farve kom således allerede i drift i december 1971. Udover farven ændrede man intet og det var først i det efterfølgende år at man overgik til det berømmede 1970'er design med det store "DSB" uden kongekrone over.

Den røde farve var vist nok bestemt af Poul Hjelt, der netop var tiltrådt og som for så vidt blot ønskede en mere moderne, men også "pæn" kulør. Forud for beslutningen i 1971 havde man forsøgt sig med forskellige nuancer, men valgte alligevel en der lå meget tæt op af hvad de røde S-tog, lyntogene og rutebilerne havde fået. Først derefter kom designerne "på banen".